Undertoner 

Roskilde Festival 2019

   5/6

 

GFR 

Roskilde Festival 2019

   5/6

 

Link to review:

https://tinyurl.com/yxjnnd65

 

Danske anmeldelser: 

 

Undertoner 

Roskilde Festival 2019

   5/6
“Ipek Yolus sammensatte musik sejrede og vækkede i den grad campingfolket.”

Ipek Yolu er et band, der i følge nogen, ikke burde kunne fungere. Deres musikalske afsæt kommer fra tre vidt forskellige kulturer, så hvis man tror på, at kulturer ikke kan sameksistere,  ville man have svært ved at forstå, hvorfor alle stod og dansede i eftermiddagssolen foran Rising.

Trioen består af Orhan Özgür Turan, Olaf Johannes Brinch og Lasse Aagaard, der spiller på det anatolske strengeinstrument saz, columbianske cumbia-elektronik og amerikansk twangguitar. Eminent smelter universet sammen til en yderst dansabel form for ørkenblues.

De tunge cumbia-beats med den dybe bas ligger fundamentet for, at Lasse Aagaard på sin skærende guitar og Orhan Özgür Turan på sin elektrisk forstærkede bağlama saz kan indgå i en musikalsk samtale på scenen.

Ipek Yolu betyder Silkevejen, og ganske passende føles det som om, man sad på en kamelryg og red gennem Mellemøsten. Det var en rejse, der var sjov, monoton, varm, meget varm og foregik i en transcenderende tørke. Med andre ord en yderst passende musik at smide på den støvede festivalplads klokken 14 om eftermiddagen.

Der var ikke mange publikummer foran scenen, da Ipek Yolu gik i gang, men folk blev suget til, begyndte at danse og glemme tømmermændene, campingstolene og ølbowlingen for en stund. Det umulige band klarede den umulige opgave.

Bandet havde medbragt Serkan Yildrim på fløjteinstrumentet duduk. Det er et 1500 år gammelt mellemøstligt instrument, der laver en nasal lyd a la en mild kazoo. Helt naturligt blandede dens lyde sig ind i det i forvejen eklektiske genremix.

Ipek Yolu spillede både tyrkisk folkemusik og melodier med rødder i Afrika, og de fleste numre introducerede Orhan Özgür Turan sympatisk med ordene: »Det skal I glæde jer til«. Store dele af koncerten vendte de fire musikere hovedet nedad og nikkede i takt til musikken.

Men musikken var rigelig til at få folk til at danse, som var klokken 22 om aftenen til en fest, der var døsig på den fede måde. Derfor var Ipek Yolu det helt rigtige band på Rising-scenen til den ellers besværlige 14.00-koncert.

Link to review:

https://tinyurl.com/yxssqp3b

 

GFR 

Roskilde Festival 2019

   5/6

Ipek Yolu betyder silkevejen, det ved jeg fordi det blev sagt fra scenen! Boom, topskribent on a roll, baby! Nå, nok fis og ballade, Ipek Yolu stillede op i 4-mands formation og spørg mig ikke hvad instrumenterne hedder, jeg kan genkende… trommer! Og instrumenter med strenge og et eller andet blæseinstrument, som jeg syntes blev introduceret som en “duk duk”, det blæste lidt væk i sidevinden, men Google fortæller mig, at det er der vist ikke noget der hedder…

Bandet er centreret omkring Orhan Özgür Turan (også en del af blandt andre Hudna, red.), på sang og det jeg tror er en “saz” (sorry, jeg har ikke tid til voldsomt meget research… nu er jeg en middelmådig skribent igen), Olaf Johannes Brinch på trommer, samt Lasse Aagaard på guitar. Både musikalsk og menneskeligt er der altså tale om et møde og en sammensmeltning af forskellige kulturer og musikhistorisk arv. Og det fungerede glimrende. Ikke kun den musikalske del, men hvor Turans præsentationer og snak mellem numrene blev leveret med stille, rolig og måske lidt tilbageholdende stemmeføring, så fungerede en storsmilende Aagaard som en mere højrøstet “hypeman”, der tydeligvis havde glædet sig til at råbe “Hvaaa sååå Roskilde?!”.

Personlighederne på scenen, deres respektive stile og personligheder gav en ret spændende dynamik på scenen. Der blev spillet musik fra varmere himmelstrøg, hvor dansable eller transcenderende rytmer er mere fremtrædende, men det var ikke kun disse grundelementer der gjorde det til en fornøjelse at overvære sceancen en tidlig eftermiddag. Det hele virkede bare dynamisk og som om det svingede på scenen, musikken og musikerne. Og de fik de indledningsvis lidt få fremmødte med på deres smittende toner, som også trak en del flere til da de lokkende flød ud på pladsen.

Numrene blev, behjælpeligt, introduceret både med deres originale titel, som jeg ikke vil fornærme nogen ved, at prøve at gengive og oversat til dansk eller engelsk, så man kunne være med på, at nu blev der spillet “The Moon Man”, eller “Det Tropiske Anatolien”. Vi kom dog også omkring traditionel tyrkisk folkemusik, noget mere afro-beatet og en tur på netop silkevejen i et kompetent sammensat og udført sæt, der gav smagsprøver på en hel del, men aldrig virkede rodet eller forceret. Det kunne for min skyld sagtens have varet længere, og jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der fandt rytmen og blev fanget af den.

Alt i alt burde det her måske slet ikke have fungeret så tidligt på dagen på en open air scene, men det gjorde det! Har du bare lidt nysgerrighed eller smag for musik fra andre verdenshjørner i blodet, så tjek Ipek Yolu ud, hvis de gæster en scene nær dig.

 

Link to review:

https://tinyurl.com/yxjnnd65